Bruger du alt for meget tid på dine forskellige digitale enheder, og kunne du godt tænke dig at gøre noget ved det, så tilhører du en stigende gruppe af mennesker, der har det samme ønske. For rigtig mange af os, er vores skærmforbrug eksploderet uden at vi har taget notits af det. Heldigvis kan man ændre på ens vaner, selvom det indrømmet er svært, for det kræver at man rent faktisk ønsker en ændring. Er man forældre skal man huske på, at man er en rollemodel, og at ens børn ikke hører hvad man siger, men ser hvad man gør, så har du selv hovedet begravet i skærmen i mange timer, så er der en stor sandsynlighed for at dine børn gør det samme. Vores mobiler og tablets er tidsrøvere og de er dragende, og har man først oparbejdet et stort skærmforbrug, ja så er det virkelig svært at ændre på. Det kræver en aktiv indsats, og det kræver at man sætter noget andet i stedet for.